Úr Det hudfarvede øde
eftir Kristínu Eiríksdóttur

1.
Spøgelsetoget var det mest mindeværdige, siger du. Om indgangen snoede sig en nøgen kvindes ben. Tatoveret hul i maven på manden som hjalp dig om bord, ud af hullet sprang bittesmå skeletter. Han sagde, du kører ind på eget ansvar. Spøgelsestoget førte dig ind i spøgelsestunnelen, men intet skete andet end kulsort mørke. Du følte at du kørte men intet så. En tegnefilm flimrede et par frames, siden intet.Men hvor var den tunnel, spørger jeg og hvordan kom du ud af den igen. Du lægger pegefingeren på huden under højre øje, trækker. 

6.
Om morgenen svømmer jeg i poolen, som du har udgravet til mig, så går jeg omkring i lejligheden i badedragt. Gulvet er af marmor, hårdt. Håndtaget, hængslerne, nøglehullet; alt af det pureste guld. Sådan vil vi have det. Du fortæller mig at i alle bor der et krybdyr. Omgivelserne begynder at flyde. Du bølger i rygraden med et sælsomt udtryk i ansigtet. Tilbyder mig tequila, jeg får ormen. Vi gnider gattene sammen indtil der viser sig slim og tyngdekraften forsvinder fra armene.

11.
Et slimmonster funkler i ødemarken, siger du og i din stemme aner jeg en plaget ophidselse. Vi går planløst omkring og alligevel danner sporene som vi efterlader løsninger på meget indviklede matematiske spørgsmål set fra luften. Jeg har en højhælet sko på, hælen synker ned i sandet og jeg tænker på en popsang, som jeg hørte engang; sangerinden beskrev sit begær efter at hugge en stilethæl igennem nogens verdensbillede. Din hvide skjorte bølger og undertiden kigger du dig over skulderen på mig, peger ud i det udstrakte, markeret af en lige linie i midten. Der gløder noget grønt i en grotte på den anden side af ødemarken, siger du, men jeg ser intet, vi sætter os i sandet og kongen som bliver venner med den grønne abe er eventyret, som du fortæller mig.

15.
Du kommer hjem med en dvd-afspiller og et lille fjernsyn, sætter Neverending Story i maskinen. Jeg ser filmen som om den er et underværk fra en anden dimension. Hele tiden græder jeg salte tårer og længes efter at være en lille dreng som kæmper mod intetheden. Da filmen er færdig, smider du fjernsynet og afspilleren i jacuzzien, en larmende eksplosion drøner i ørene på mig. Intet bliver som det var før, siger jeg pibende og du ler en kold gnæggende latter og stopper grådigt hele brystet ind.

23.
En gruppe fede mænd iklædt t-shirts med logo og korte bukser byder dig velkommen, stabler en grillfest på benene og du spiser hamburger til langt ud på natten. Da det begynder at kølnes tænder mændene bål. De antænder emballagen på mikrobølgeovnsretter, silikoneposer og øjenløse bamser. I sidder omkring bålet. Ilden glimter i dine øjenlinser, som gennemsigtigt dækker helt dybe huller fyldte med transparent smerte. Og du fortæller dem eventyret om kongen som bliver venner med den grønne abe. 

25.
Da eventyret er slut sover mændene. Du går ind i en trailer, stjæler en oppustet gummihest og en luftbøsse; lader mørket sluge dig. Fjernt fra trailernes lys, stikker du luftbøssen i munden og trykker på aftrækkeren. Kuglen piler gennem hovedet og du bliver svimmel. Du lader bøssen, stikker løbet i munden, og trykker på aftrækkeren. Kuglen piler igennem dit hoved og du bliver svimmel. Den oppustede gummihest er i fuld størrelse, men den kan ikke stå, ligger på siden. Du stikker løbet i munden, trykker på aftrækkeren. Foroven på himlen farer en sattelit. Du ligger på ryggen og kigger på sattelitten. Du stikker løbet i munden, trykker på aftrækkeren. Mærker kuglen gennemhulle hjernen. Du er iklædt en batikkjortel, som jeg lavede til dig, den er for stor og flyder hen over sandet, batikbække strømmer fra dig, du er batikfloden, udspringet. Du stikker løbet i munden, trykker på aftrækkeren. Fra din nakke strømmer noget, væder sandet. Stikker løbet i munden, trykker på aftrækkeren. Kuglen gennemhuller hjernen. Lader bøssen, stikker løbet i munden. Du hører lyden fra en tegnefilm i det fjerne, et eller andet sted er der tændt for børnetimen.

Þýðing: Nina Søs Vinther - Öll bókin kom út hjá Forlaginu Arena í Danmörku fyrr í ár.